Tømmermændstanker -tilfældige og forbipasserende

De fleste af os kender det. At have tømmermænd påvirker os. De kommer snigende dagen efter og giver os ondt i hovedet, gøre os groggy og uklare. Men kender du begrebet tømmermændstanker? Denne gang kan du læse om begrebet tømmermændstanker og hvorfor du aldrig behøver lytte til dem.

4/26/20243 min read

woman standing on stage
woman standing on stage

Det er morgen. Min mand kalder på mig. Badet er ledigt. Jeg er træt. Ja faktisk temmelig groggy. På vej ned af trappen skyller tankerne indover mig. Nu gjorde jeg det igen. Jeg spiste for meget. Jeg iagttager tankerne. Undres en smule over at jeg starter dagen med at skælde mig selv ud.

To skridt længere nede af trappen går virkeligheden op for mig: Jeg spiste slet ikke noget aftenen før! Jeg begynder at smågrine. Jeg har lige gået og slået mig selv i hovedet for at spise noget, jeg ikke engang har spist. Jeg nåede lige at mærke væmmelsen over, at jeg havde spist en is, som jeg ikke engang spiste.

Er det ikke pudsigt? At vores tanker kan komme ind lige fra højre og sige et eller andet random. Noget som måske slet ikke er sandt? Det kan stikke i alle retninger. Det ene øjeblik siger tankerne SPIS, du må godt. Det næste øjeblik skriger tømremændstankerne: Hvad, hvorfor gjorde du det? Det skulle du ikke have spist.

Tanker der stritter i alle retninger og som er så evigt modsætningsfyldte. De er ikke rationelle. Min mentor Jakob Rebien introducerede mig for begrebet tømremændstanker. Tanker der dukker op, blot for lige at påpege, at det du lige gjorde eller sagde var helt igennem åndssvagt.

Jeg havde aldrig haft ord for disse tanker før.

For at være helt ærligt, så havde jeg faktisk aldrig undret mig over hvordan tankerne kunne være så modsætningsfyldte. Jeg havde bare forsøgt at forstå dem. Følge dem. Og jeg troede på dem. De var mine tanker, de måtte være virkelighed.

Jeg så ikke at de kom ligeså tilfældigt som vinden blæser.

Det var en kæmpe indsigt at opdage, at jeg ikke kunne stole på mine tanker. At tankerene ikke var virkelighed. At når de sagde at jeg var en kæmpe ....., så sagde det ikke noget om mig. Tanken sagde udelukkende noget om mine tankers kvalitet i det givne øjeblik.

Pludselig kunne jeg se hvor absurd det var, når jeg havde gået og taget mine tanker alvorligt. Alle mine tanker kunne jo umuligt være sande.

Den ene dag kunne jeg stå og se mig selv i spejlet. Jeg var lækker. Og jeg havde da vist også tabt mig...

Næste morgen syntes jeg, at jeg var fed og klam og slet ikke burde være her på jorden.

Det siger ikke så lidt om hvor godt vores tankeskabte film er lavet, når vores tanker kan være så modsætningsfyldte og vi alligevel tror på dem alle.

Forestil dig en befrielse det er, hvis du ALDRIG behøver tro på dine tanker igen. Tankerne er blot tilbud. De siger intet om hvem du er, men peger udelukkende på hvilken kvalitet dine tankestrømme har i øjeblikket. Har du trætte triste tanker, så har du måske brug for hvile, at slippe grubleriet, at løbe en tur eller blot acceptere, at nu er de trætte tanker vist kommet på besøg igen.

Men tankerne er et tilbud. Du behøver ikke tro på dem.

Denne morgen opdagede jeg hurtigt, at det blot var en vanetanke der poppede op.

I mange år brugte jeg masser af tid på at skælde mig selv ud for hvad jeg har spist dagen før. Jeg lyttede til og troede på disse tanker. Jeg vænnede mig til at lytte efter dem. Lyttede til tømremændstankerne, som bare lige ville gøre mig opmærksom på, at jeg er helt igennem tåbelig, når jeg nu igen spiste for meget.

Men er det ikke pudsigt at disse tanker kunne dukke op, selvom jeg slet ikke havde spist noget aftenen før?

Friheden ligger i at begynde at opdage at tankerne blot er tilbud. Og tanker er helt neutrale, lige indtil det sekund hvor vi begynder at tolke på dem og dømme dem. Tankerne kan ikke røre os, hvis ikke vi giver dem magten og energien til det.

Hermed vil jeg gerne invitere dig med på din opdagelsesrejse ind i tømremændstankernes verden. Får du også modsætningsfyldte tanker? Siger dine tanker et det ene øjeblik og noget andet det næste? Og er det muligt at slippe dommene på dine tanker, og blot lade dem passere? At begynde og opdage at du ikke er dine tanker, men du er den der oplever dine tanker.

Skriv endelig til mig hvis du ser noget nyt om tanker eller hvis du har hørt noget der er hjælpsomt.

Jeg glæder mig til at høre fra dig:)