Slip frygten sagde de...

“If the only thing people learned was not to be afraid of their experience,

that alone would change the world.” - Sydney Banks

Da jeg hørte dette første gang, gav det så uendelig meget mening. Jeg kendte de tre principper, jeg vidste at vores oplevelser var skabt af vores tanker. Og af tanker alene... Alligevel blev jeg igen og igen fanget i frygtsomme tanker. Jeg forstod det ikke. Jeg skubbede det væk, for det var jo "bare" tanker. Og jeg behøvede ikke tage min oplevelse og frygt så alvorlig, den var jo "bare" skabt af tanker, jeg var kommet til at tro på. Så jeg skulle "bare" stoppe med at være bange for de følelser og oplevelser jeg havde...

Det tolkede mit intellekt som noget jeg skulle gøre. Så jeg ignorerede frygtfølelsen. Jeg prøvede at fokusere i en anden retning. Men frygten var som en boomerang. Når jeg "ignorerede" den, kom den tifoldigt tilbage. Jeg forstod det ikke...

Så en dag opdagede jeg, at jeg jo aldrig gav mig selv lov til at være bange. Følelsen frygt var blevet en følelse, som ikke var okay. Den skulle jeg ikke mærke, for den viste jo udelukkende, at jeg misbrugte min evne til tanke.

Jeg tog fejl. Lige der reducerede jeg mit væsen til at være "lille mig". Jeg var kommet til at gå i gøre "mode". Men livskraften kaldte på noget andet. Livskraften ønskede, at jeg skulle mærke følelsen. Bare sidde med den.

Jeg kan huske, hvordan jeg åbnede for at mærke følelsen af frygt. Jeg sad bare lidt med den, mens mit syn blev sløret af tårer. Og pludselig viste et isbjerg sig for mit indre øje. Det kom skyllende indover mig. Først så jeg kun de 10% som stak op over vandet, men isen fortrængte vandet og de resterende 90 % kom lige imod mig. Jeg gav mig selv lov til at mærke. Lov til at sidde med følelsen.

Jeg vidste, at det var tid til at mærke. Og jeg vidste, at jeg inderligt håbede, at det var rigtigt, at vi mennesker ikke kan gå i stykker af vores oplevelser.

Isbjerget kom og skyllede indover mig. Og da jeg havde mærket det, drev det væk igen helt af sig selv.

Da isbjerget var drevet over, sad jeg tilbage med et underligt rum indeni. Der var blevet plads til at jeg kunne lade noget nyt fylde.

Jeg måtte først mærke det der skulle mærkes og slippe det der skulle slippes, før der kunne blive plads til nye spirende følelser.

Er det sidste gang frygten skyller indover mig? Måske, måske ikke. Men det er ikke længere vigtigt, for min erfaring var meget vigtigere. Jeg så, at jeg ikke kunne gå i stykker. Heller ikke selvom jeg mærkede mine mest frygtsomme tanker udspille sig.

For frygten var kun lavet af tanker, og tanker kan ikke ødelægge vores essens, vores bevidsthed, den usårlige uendelige kærlighed der kigger ud af vores øjne.

Derfor ved jeg nu, at det er rigtigt. Mine oplevelser er skabt af mine tanker, og jeg behøver ikke tro på dem. Jeg behøver ikke være bange for dem. De er udelukkende et udtryk for mine tankers kvalitet her og nu.

Det VED jeg nu...Lige indtil næste gang hvor jeg igen er faret vild i mine tanker, og ikke kan se, at det er tanker. Lige der hvor vores hjerne lykkes med at overbevise os om at "...Lige nøjagtig det der, det er ikke tankeskabt. Det kan du faktisk dø af..."

Men så kan det isbjerg få lov at få plads. Og pludselig når jeg har mærket og ladet isbjerget passere, da vil jeg opdage at...: "Jo, det var faktisk også skabt af tanker..."