Det første møde...

Der er altid håb. Jeg var ved at give op. Jeg troede ikke længere på det. Nu ved jeg at der findes en vej for os alle.

Gunda Nygaard Vinther

2/14/20243 min read

green sprout growing between re-bars
green sprout growing between re-bars

”Du dur ikke til noget.

Du er ikke noget værd.

Du kan ikke finde du af noget.

Du er dårlig til dit arbejde.

Du er en dårlig mor.”

Jeg hørte tankerne igen og igen. Og jeg lyttede til dem. Jeg troede på dem. Troede at når jeg fik de tanker, skyldtes det, at de var sande.

Og jeg fik det dårligt. Jeg blev ved med at lytte efter de tanker, som igen og igen sendte mig i den mørke kælder. Og jeg gjorde det helt uskyldigt. Jeg vidste ikke bedre.

Når jeg havde en negativ tanke, troede jeg på den. Tankerne skabte følelser af tristhed, vrede og sorg. Og jeg så tingene endnu mørkere, og lyttede endnu mere efter de nedslående tanker.

Jeg troede at jeg skulle tro på mine tanker… Jeg troede at løsningen og svaret lå der. – MEN JEG TOG FEJL.

Senere fik jeg at vide, at jeg skulle arbejde med mine tanker. Når jeg havde en negativ tanke, skulle jeg erstatte den med en positiv eller omformulere den til en mindre negativ. Eksempel ”Du er en dårlig mor.” kunne blive til ”Du har en følelse af at du er en dårlig mor, men du prøver. Du gør det så godt, som du kan. Du er god nok.”

Det arbejdede jeg med nogle år. Men det var så pokkers hårdt arbejde altid at gå og lue ud i mine tanker. At prøve at omformulere og kæmpe for at tingene skulle være anderledes.

Da mødte jeg en ny psykologisk forståelse: ”De tre principper”. Pludselig mærkede jeg håb. Jeg opdagede, at jeg selv sad med hele nøglen til, hvordan netop jeg oplevede verden. Jeg opdagede, at jeg ikke behøver tro på mine tanker. Jeg har dem alligevel kun et øjeblik. Og når jeg har en tanke, jeg ikke bryder mig om, så kan jeg jo blot vente et øjeblik. Før eller siden kommer der en anden.

Vi har alle adgang til en uendelig kilde af mulige tanker. Tankerne kommer i en lind strøm, de kan stikke i alle retninger og være særdeles modstridende. Tanker er som skyer på himlen. De kommer og de går. Det er tankernes natur.

Vejret i vores indre styres af skyerne på himlen. Nogle dage kommer der mange skyer, andre dage er der næsten skyfrit og solen skinner. Det kan vi ikke kontrollere, men vi har hver dag retten til at kigge efter solen, som indimellem titter frem selv på de mest overskyede dage. Og vi vælger selv hvor meget opmærksomhed vi giver skyerne.

Solen skinner altid lige oppe bag ved skyerne. Men er vi kun vant til at kigge efter skyerne, vil det nemt være skyerne vi får øje på. Vi opdager slet ikke at solen indimellem kigger frem.

Da jeg mødte forståelsen, opdagede jeg, at jeg havde trænet mig selv til at få øje på de negative nedslående tanker. Og jeg havde trænet mig selv godt. Hver gang nogen sagde noget til mig, så jeg det igennem et lag af mørke skyer. Jeg så slet ikke solen for alle skyerne. Men solen var der alligevel, selvom jeg ikke kunne se det.

Når vi begynder at blive nysgerrige på vores tankers natur, så bliver vores nuværende oplevelse mindre solid. Der findes ikke positive og negative tanker, der findes bare tanker. Først når vi begynder at fortolke på dem, at tillægge dem værdi, da kan de skabe en positiv eller negativ følelse i kroppen.

Men hvad nu, hvis alle oplevelser gerne må være der? Og alle tanker gerne må være der? Der er intet vi skal bekæmpe. Uvejret driver alligevel over igen, og vi vil automatisk få det godt. Det er sindets natur. Det vil altid søge opad, mod lethed, glæde og ro. Først når vi tror, at vi skal gøre noget, kan vi forstyrre naturens orden og stikke en kæp i hjulet. Vi kan forsinke livets boblen for en tid. Men før eller siden glemmer vi et øjeblik, at vi har det dårligt. Vi glemmer at holde ved de negative tanker. Og livet vil igen boble. I starten er det måske kun små bobler af kærlighed og glæde der kommer igennem tankefilteret. Men efterhånden som vi gør mindre modstand og viser mere nysgerrighed, så kan livets glædesbobler blive større og vi stopper ikke længere nær så mange med tankefilteret. Vi begynder at opleve bare at være.

Sådan oplevede jeg det. Jeg gik fra dage i mørke og sorg, til en stille og rolig lettere og lysere hverdag. Helt uden at gøre noget. Jeg opdagede bare hvordan sindet virker. Det førte til, at jeg efter mere end 20 år kunne slippe depression, stress og spiseforstyrrelser. Det førte til et liv med mere kærlighed, ro og væren med det der er. Ikke alt er perfekt, men jeg er blevet fri til at mærke livet.