At opdage at livet er en gave der bare venter på at blive pakket ud

En god ven spurgte mig på et tidspunkt: Gunda, er der noget du fortryder?

I guder, ja. Det har jeg virkelig brugt mange timer på. Jeg har igen og igen brugt timer på at evaluere hvad jeg gjorde, hvorfor jeg gjorde det og om det var det rigtige jeg gjorde. Jeg har slået mig selv i hovedet med at jeg skulle være gået fra min alkoholiske kæreste noget før. At jeg ikke skulle have løget for min familie. At jeg ikke skulle skrotte mine venner, blot fordi jeg troede at jeg ikke var god nok til dem. At jeg ikke skulle have brugt så uendeligt mange timer på at tænke på mig selv og hvor synd det var for mig.

I dag fortryder jeg intet.

Det er blevet så uendeligt tydeligt for mig, at jeg til ethvert tidspunkt har gjort det allerbedste jeg kunne.

Ja, jeg har skåret og nevet mig selv i armen. Ja, jeg har mishandlet min krop. Ja, jeg har været ubehagelig for andre mennesker. Men jeg har altid gjort det bedste jeg kunne derfra hvor jeg var.

Jeg kendte ikke det menneskelige design, jeg vidste ikke at jeg hver dag skabte min virkelighed. Og jeg vidste ikke at jeg ikke kunne tænke mig til en anden og rarere oplevelse.

Derfor var det så banebrydende for mig at begynde at opdage hvordan vi mennesker skaber vores egen oplevelse fra øjeblik til øjeblik. For jeg opdagede at jeg hvert sekund havde potentialet til at kunne se tingene anderledes. Ikke fordi jeg ville, men blot fordi at jeg lærte tankernes natur og kende og begyndte at opdage hvordan min virkelig blev skabt igennem mine tanker.

Mit bevidsthedsniveau var som det var. Det var ikke min skyld. Jeg gjorde mig selv og andre ondt, men jeg gjorde altid det bedste jeg kunne. Da min forståelse begyndte at stige, begyndte jeg at få lyst til at handle anderledes. Og det betød at det bedste jeg kunne nu var bedre end tidligere. Jeg blev rarere at være sammen med, fordi jeg begyndte at forstå hvordan jeg kunne få det rarere.

Og når nu jeg altid gjorde det bedste jeg kunne, så måtte det betyde at alle andre også altid gjorde det bedste de kunne. Uanset om jeg syntes det var godt nok. Og efterhånden blev det meget tydeligt for mig at jeg ikke behøvede være dommer på om hverken jeg selv eller andre gjorde det godt nok. Jeg kunne i stedet bare være, i nærvær og kærlighed. Og når vi kigger i retning af forståelse for vores design, vil vores bedste automatisk blive bedre.

I dag er jeg fyldt med taknemmelighed. Taknemmelighed over alt det rejsen igennem livet hver dag lærer mig. Taknemmelig over alt det jeg har fået lov at opleve, som jeg nu kan dele og bruge til at pege i retning af håb og tro på livet. Taknemmelig over alle de dejlige mennesker hvis liv jeg krydser, fordi vi har noget at give og dele med hinanden.

Nogle dage kan taknemmeligheden være svær at mærke. Og på disse dage ved jeg, at sådanne dage er en forudsætning for at jeg en anden dag igen kan mærke taknemmeligheden. For hvad er taknemmelighed, hvis ikke vi kender kontrasten. Vi mærker kun solskinnet fordi vi også kender regnvejret.